Ja, det er ikke altid den nemmeste opgave at få stillet, at skulle måle dit barns fødder – især ikke de mindste af dem. Men det er jo altså nødvendigt, når du køber sko på nettet. Vi har her forsøgt at beskrive nogle af de metoder, du kan bruge, for at få målt barnets fødder.

Husk endelig at måle begge fødder, da den ene fod meget ofte vil være længere end den anden.

Det er meget forskelligt, hvor hurtigt børns fødder vokser. Selvom barnets fødder normalt vokser langsomt, kan de godt lige pludselig tage et stort ryk og springe en størrelse eller to over. Derfor skal du huske at måle barnets fødder ofte, da barnet højst sandsynligt ikke selv kommer og fortæller, at skoene er begyndt at klemme.

Børn på 1-2 år bør måles hver anden måned.

Børn på 2-5 år bør måles hver tredje måned.

Børn på 6 år og opefter bør måles hver sjette måned.

På denne måde kan du følge med i, om de nuværende sko fortsat passer, eller om det er ved at være tid til at kigge efter nogle større sko.

Stå op mod en væg

Her skal barnet stå på et stykke papir helt op mod væggen. Det er vigtigt, at hælen er så langt tilbage mod væggen, som den kan komme, og at papiret flugter med væggen. Desuden skal du sikre dig, at barnet står ret op og ikke læner sig mod noget. Hold så en blyant/kuglepen helt lodret og lav et mærke ud for den længste tå. Mål herefter, hvor mange cm. der er fra mærket til kanten af papiret hvor hælen før var placeret.

Tegn rundt om fødderne

Der er også den mulighed, at tegne rundt om fødderne og måle fra den længste tå ned til hælen. Blyanten eller kuglepennen skal pege lodret op i luften, og spidsen må altså ikke hverken hælde ind mod eller væk fra foden. Den skal pege lige ned, for det mest nøjagtige resultat.

Er barnet meget kildent, er egen erfaring, at denne metode er ret så udfordrende 😉 Så forsøg eventuelt i stedet med en af de andre metoder, eller se om det hjælper, hvis barnet får en meget tynd strømpe på (eller en tykkere sok, hvis det er meningen barnet skal have det på i fodtøjet som for eksempel kunne være tilfældet ved vinterstøvler).

Læg bøger rundt om fødderne

Her skal barnet igen gerne stå med ryggen op mod en væg, og læg så en tyk bog foran den længste tå. Du skal så måle afstanden mellem bogen (sæt eventuelt et mærke, inden bogen når at rykke sig) og væggen. Det samme kan gøres med fodens bredde; læg en tyk bog på højre og venstre side af foden, og du kan så måle afstanden mellem de to bøger. Dette giver dig en nogenlunde idé om føddernes mål.

Lav fodtryk med våde fødder

Hvis barnet slet ikke bryder sig om at få tegnet/målt/rørt fødderne, kan det være nødvendigt, at tænke endnu mere kreativt! Få barnet til at lave fodspor på for eksempel et tørt håndklæde eller papir efter en tur i badet, så du får et tryk af foden, som du kan måle. Det vil måske ikke give en helt præcis måling, da fortrykket nok vil måle lidt mindre end den faktiske længde af foden. Men det kan give dig en ret god idé om, hvor lang foden er, så du i det mindste har noget at gå ud fra til en start. 

Se også vores guide til, hvordan du måler bredden på foden.